Jacob Grønning er 40 år og førtidspensionist. Han lider af paranoid skizofreni. Hver dag hører han stemmer i sit hoved, der fortæller ham, at han burde tage sit eget liv. Han er ikke altid uenig. Men han lever selv med sorgen over at have mistet et familiemedlem til selvmord og vil ikke udsætte sin datter for den samme.

“Der var dengang, jeg forsøgte at hænge mig. Så har jeg taget piller én gang. Og så var der den gang nede ved jernbanen, hvor de stoppede togene”.

Jacob har sit blik vendt mod loftet, mens han tæller og tænker sine selvmordsforsøg igennem.

“Det var her i sommers, jeg forsøgte at hænge mig. Det er den seneste gang. Nej, vent. Det var forrige gang.”

Det sidste tre sætninger mumler Jacob for sig selv. Efter en tænkepause.

“Det var i september!”.

Jacob sidder i sin sofa og fortæller om, hvordan det er at være psykisk syg. Hver dag truer en ny psykose, der kan vare alt fra få sekunder til flere dage. Det har gjort det umuligt for Jacob at have en normal hverdag, der i stedet kæmper med at finde en mening med at leve, når stemmerne i hans hoved fortæller ham, han burde gøre det modsatte.

Stemmerne i hovedet

Jacob har den psykiske lidelse paranoid skizofreni. Han føler sig forfulgt, han hallucinerer, og så er der stemmer, der taler. De kan tale til ham, men de kan også diskutere. De diskuterer, hvad han gør, bør gøre og burde have gjort. Mere eller mindre konstant forlanger de hans opmærksomhed.

“De mener ikke, at nogen holder af mig. Jeg kan ingenting og dur ikke til noget”.

Fortæller Jacob og løfter på sin kaffekop.

“Nu løfter han kaffekoppen, siger de.”

I alt er der to fremmede stemmer. Den ene har fortalt Jacob, at den er en dæmon. Det er den, der taler mest. Når han bliver psykotisk, kan han også hallucinere, og foran ham kan dæmonen pludselig stå der.

“Forestil dig farverne og hovedet fra en kinesisk drage, man kender fra deres festivaller i Kina, og så med formen fra en tyrannosaurus. Den har næsten samme størrelse som en elefant.”

Den seneste gang, Jacob hallucinerede, kom dæmonen frem i en af hans venner.

“Det lyder helt åndssvagt. Det ved jeg godt.”

Jacob tager medicin, der skal hjælpe med at kontrollere stemmerne og hans tanker, men når en så voldsom psykose rammer, så ved han, at han hurtigt skal have kontakt enten til kæresten Linda eller til én af sine andre kontaktpersoner.

“Jeg har været indlagt 12-15 gange”

Tilbage i 2009 gik det galt for Jacob. Han havde forladt psykiatrihospitalet i Dianalund og den afdeling, han var på. Da politiet fandt ham og ville bringe ham tilbage til afdelingen, viste det sig, at Jacob havde en kniv med.

“Politiet trak deres pistoler. På det tidspunkt kom psykoserne som perler på en snor.”

Jacob har været indlagt 12-15 gange. For ham er det selvfølgelig frustrerende, at han har været inde og ude af både åbne og lukkede psykiatriske afdelinger et tocifret antal gange. Men det er det samlede antal måneder, han siden 2009 har været indlagt, der går ham mest på.

“Jeg har været indlagt i sammenlagt cirka to år. Alt fra en uge til et halvt år ad gangen.”

Selvmord i familien

“Vi kan ikke redde Helle Grønning Engstrøms liv”.

Lød det fra lægen en søndag formiddag i marts 2011. Jacob ringede med det samme til sin ekskone.

“Kom ind på sygehuset. Du skal ikke sige noget til Emma.”

Alt imens Jacob kæmper med sig selv og sine egne problemer, sker det forfærdelige. Hans mor vælger at tage sit eget liv.

Lige siden har Jacob undret sig over, hvad der mon fik hende til at tage den beslutning, for udover at han ikke længere har sin mor, så har hans datter Emma heller ikke sin farmor. De har valgt at holde farmorens dødsårsag hemmelig for hende. Det frustrerer Jacob, hvordan hans mor kunne gøre det mod familien og i særdeleshed mod Emma.

“En uge før sad de og legede med Playmobil henne ved køkkenbordet.”

Det har givet Jacob en ekstra grund til at vælge livet fremfor døden. Selvom han hver dag vågner og skal nedkæmpe stemmerne, hallucinationer og dem, han kan føle, der forfølger ham, så må han ikke tabe.

“Min datter skal ikke udsættes for det samme som mig. Så kan det godt være, at jeg føler, at mit liv er blevet ødelagt. Det giver mig ikke ret til at ødelægge hendes.”

Fortæller han sig selv.

Men stemmerne diskuterer stadig.

“For det meste går jeg en tur. Hvis det regner, så sætter jeg mig udenfor og lytter til regnen, der rammer bladene. Det hjælper også meget.”

About The Author

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published.