Thomas og Estában er begge opdigtede navne.

“I har bare at få den fikset til på torsdag!”

Få meter fra en trafikeret vej i Aarhus står Estában og Thomas og skændes med en mand. Han har en hestehale som en christianit. For et øjeblik siden hilste de på hinanden med rungende high fives i Bunkeren.

Éstaban og Thomas har ifølge manden med hestehalen ødelagt den generator, som han har lånt dem. Den, der sørger for strøm til lyd og lys til festerne, hvor lyden er høj og farverne mange.

“Vi brænder dem af på stribe”, siger Thomas

Estában på 24 år og Thomas på 32 år står bag arrangementer, hvor artisterne spiller en anderledes form for musik. Til deres fester lytter gæsterne, der ofte tæller en stor andel venner og bekendte, til elektroniske genrer som trance og techno.

De bor sammen, de fester sammen, og tilfælles har de også, at de ikke kan undvære frirummet, der bliver skabt til trance- og techno-fester.

“Tilsammen har vi været til langt over 100 ravefester”, siger Thomas og bliver afbrudt af Estában.

“Det er terapeutisk. Det er mediterende. Det er et smuthul i den her hurtige og stressende verden”.

En smadreprinsesse med tryllestav og benvarmere

Et sæt højtalere på hver sin side af bordet bygget af paller. Den ene højtaler ligger på langs, den anden er placeret ovenpå. Mærkerne er skrabet af alle fire højtalere. På gulvet, der på en god nat huser 400 dansende bass-elskere, ligger de som kæmpe stykker kul.

Uv-lyset blivet tændt, og væggene, der før var grå, bliver forvandlet til siden på en togvogn, der i nattens trygge mørke har haft besøg af en grafittimaler.

“SPLASH!”, en ko og en spiral er malet i en rød farve. “EMMA” i grøn.

Bunkeren er noget for sig, og det samme skal festerne også være. Der skal være plads til rockeren, smadreprinsessen og bademesteren, som er Thomas’ beskrivelse af en stor, muskuløs fyr.

Vi er langt fra Zwei Grosse Bier Bar og Buddy Holly og endnu længere fra ZenZa og Chateau Motel, men når Estában beskriver meningen med og temaet til deres fester, adskiller han sig ikke meget fra kendte klubkonger som Patrick Peitzsch, Simon og Simon.

“De skal ud på den anden side med en fed oplevelse”.

billede-estabunk1

Jaget af politiet

I modsætning til de etablerede steder og navne så kæmper Estában og Thomas med at få lov til at holde deres fester. Kun få diskoteker og spillesteder tør tage chancen med de særegne elektroniske toner, og ifølge Thomas har de fået forbud mod at spille den musikgenre.

“Trance- og techno-musikken er ulovlig, på samme måde som jazzmusikken var det for 100 år siden”.

“Det er vold mod kærligheden”, siger Thomas om alle de gange, politiet har lukket deres eller andres ravefester.

“Jeg føler, at vi bliver jaget”.

About The Author

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published.