Siden den første Star Wars film blev vist på det store lærred i 1977, har der været forvirring om, hvor rebellerne havde plantegningerne til Dødsstjernen fra. Forvirring der ikke var en forklaring på i de tre prequels, der blev lavet omkring år 2000 skiftet. Men nu er det lykkedes. Disney har efter opkøbet af Lukasfilms endelig satset på at give de dedikerede fans en ordentlig forklaring på hvor de stjålne planer til Dødsstjernen kommer fra. Dette er blevet gjort i Disneys første enkeltstående Star Wars film med titlen Rogue One.

Rogue One fortæller historien om Jyn Erso og hendes hold som hun ved en række tilfældigheder møder. Jyn Erso er en kvinde, der sympatiserer med rebellerne og har en kriminel fortid. Hun skilles i en tidlig alder fra sin familie, da imperiet tvinger hendes far til at tage med dem og udvikle et avanceret våbensystem på imperiets nye megastruktur, Dødsstjernen. Først 15 år senere hører hun fra hendes far igen. Han fortæller Jyn Erso, at han med vilje har lavet et svagt punkt i Dødsstjernen, så det er muligt for rebellerne at ødelægge den. Med denne bemærkning starter en livsfarlig mission for Jyn Erso og hendes hold. Foran dem venter der sig en farefuld rejse på en godt bevogtet imperiebesat planet, der holder tegningerne for Dødsstjernen.

Hele fortællingen er instrueret af Gareth Edwards, en dedikeret Star Wars fan og forholdsvis ny instruktør. Han har indtil videre kun instrueret Godzilla og Sci-Fi dramaet Monsters. Dette går dog ikke udover kvaliteten af denne Star Wars film, der i forhold til sidste års succes Star Wars: The Force Awakens er langt mere original og vovet end noget andet vi har været vidne til i Star Wars universet siden de tre oprindelige film.

Rogue2

Rogue One rammer Star Wars sagaens tid perfekt. Man kan se at der er blevet tænkt over, hvordan man bedst muligt ville kunne lime prequeltrilogien sammen med den oprindelige Star Wars trilogi. Dette gælder både konstruktioner, våben og transportmidler, men også musikken. Man kan mærke at komponisten har prøvet at blande den musik vi tidligere har hørt i de to trilogier med hinanden for samtidig at tilfører noget nyt. Og det fungere godt. Den nye musik er en nydelse for øret.

Instruktøren, Gareth Edwards, har selv tidligere arbejdet med visuelle effekter, og dette bæger filmen præg af. Hele vejen igennem er filmen et brag af et visuelt mesterværk på højde med det man kunne se i sidste års Star Wars: The Force Awakens.

Specielt vil denne film blive husket for at have de mest storslåede rumskibskrige og kampe på jord som sagaen hidtil har budt på. Blandt andet på grund af Gareth Edwards evne til at skabe helt vilde perspektiver. I Rogue One får man for alvor en fornemmelse af hvor store de forskellige konstruktioner i Star Wars i virkeligheden er. Man ser de helt vilde Destroyer rumskibe og AT-AT robotter på helt nye måder, der får dem til at se endnu mere frygtindgydende ud end nogensinde før.

Desværre har filmen også sine mangler. Den mangler dybde. Den eneste vigtige person som vi introduceres ordentligt til er Jyn Erso. De andre vigtige personer, der ender på hendes hold, og skal være med til at stjæle planerne til Dødsstjernen får vi ikke særlig meget at vide om. Det kommer af at Gareth Edwards vil introducere for mange karakterer på for kort tid. Derfor skal man holde tungen lige i munden for at følge med i den første halve time. Og det gør desværre at man ikke når at knytte et bånd til karaktererne. Derfor er filmens sørgelige momenter ikke så sørgelige som det måske var tænkt.

Det er dog overordnet ikke noget, der betyder det store for filmens helhed. Den fungere nemlig i et samlet perspektiv rigtig godt til det den gerne vil. Nemlig forklare hvordan rebellerne fik fat i tegningerne til Dødsstjernen. Rogue One er en helt vild Star Wars film, der blæser en tilbage i biografsædet. Som tilskuer kommer man ikke til at kede sig i løbet af filmens 133 minutters varighed. Den giver lyst til at se videre. Lyst til at se alle de andre film i sagaen. Filmen er derfor et must see for den inkarnerede Star Wars fan.

About The Author

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published.