Jeg løber fire dage om ugen. Nogle gange mere. Andre gange mindre. Jeg er god til det, og jeg elsker det. Det mit frirum. Jeg kan tømme hjernen, komme lidt væk fra verdenen og i virkeligheden bare være mig selv.

Temperaturen sagde, inden jeg tog afsted, to grader. Af den grund har jeg en tætsiddende, langærmet undertrøje på. Den holder musklerne på plads og varmer. Udover har jeg en vind- og vandafvisende løbejakke i gul. Jeg kan ses i den mørke skov.

På benene sidder et par tights tæt ind til hår og hud. Udover er der et par shorts. De er sorte med en refleksstribe på højre lår.

Løbeskoene er bundet to gange, og huen sidder på hovedet. Indenunder skoene sidder de billige sort- og hvidfarvede løbestrømper fra H&M. På hænderne er de reflekterende handsker af vindtæt funktionsmateriale og silikonebelægning i håndfladen.

I netop dette øjeblik har jeg mit højre ben forrest. Med en vinkel på lidt under 90 grader gør mit lår og underben klar til det stød, som skovens muldjord og blade om lidt vil få med undersiden af min højre fod. Endnu et af de mange skridt, som jeg kommer til at tage på denne tur, vil derved være en realitet. Og min krop vil fortsat have samme fart som før.

Mit venstre ben peger bagud. Det er næsten helt strakt. Det samme er min vrist. Min fod har på dette ben netop sluppet jorden, og er nu klar til at blive trukket frem. Frem til den position som mit højre ben har nu.

Min overkrop er let foroverbøjet, men ikke så jeg ligner Klokkeren fra Notre Dame. Min brystkasse peger ud mod højre, fordi min venstre arm peger fremad. Min højre peger bagud. De skifter plads i samme hastighed som mine ben. Min brystkasse vil snart pege modsat. Når min højre arm peger frem, og mit venstre ben atter rammer den kolde skovbund, vil min brystkasse pege mod venstre.

Min tommelfingre er pakket ind. Ind i pegefinger, langfinger, ringfinger og lillefinger. Ikke fordi den fryser. Det er bare en dårlig vane. Da jeg i tidernes morgen startede med at løbe, fortalte min far, at det hjalp imod sidestik. Ikke noget jeg nogensinde døjer med.

Mit hoved holder en lige linje. Det følger ikke overkroppens lille venstre- og højrerotation. Dog kigger det stadig en smule ned i jorden. Jeg vil nødig ramme en ujævnhed. En sten. En afbrækket gren. Noget der kan sende min lange krop i jorden.

Jeg rører i netop denne position ikke jorden. Tyngdekraften påvirker mig ikke. Jeg flyver. Jeg er fri. Jeg er i et øjeblik helt mig selv.

About The Author

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published.