Blaue Blume høstede for nu halvandet år siden store roser for deres debutalbum Syzygy. Og med rette, for det var et ambitiøst og dragende værk, som indfriede de store forventninger, gruppen selv havde skabt med deres forudgående EP Beau & Lorette. Siden har de turneret, rokeret rundt i besætningen og været en hel del i studiet. En lille del af det arbejde delte de i sidste uge med singlen Macabre. Og de, som havde fået billet til den udsolgte koncert torsdag aften på Atlas i Aarhus, havde endnu flere af popkvintettens nye skæringer i vente.

Meget passende var scenen sat i mørkeblåt. Og meget passende var hele stedet næsten bælgmørkt. For i mørke hører Blaue Blumes drømmepop hjemme, er jeg sikker på. Selvom jeg ikke kan tyde halvdelen af ordene, som flyder ud med forsanger Jonas Smiths bølgende vokal, hverken live eller på plade, er stemningen og følelsen alligevel klar, og det er mestendels et mørkt udtryk, man efterlades med. Også på trods af bandets egen insisteren på, at det er smilende musik.

Publikum, som aldersmæssigt var en broget flok, var også med på mørkelegen. Med indlevelse og respekt for formen. Og da Jonas Smith første gang åbnede op for sin virtuose vokal med lige blanding intensitet og overskud, var alle mand i salen helt frivilligt fanget og betaget. For er du tosset en stemme. Men selvom meget går igennem den dominerende forsanger, er det lige så meget orkesteret bag, der skaber magien.

Credit: Frederik Lunde - www.frederikangelo.com

Credit: Frederik Lunde – www.frederikangelo.com

Siden debutalbummet er der dog blevet skiftet en smule ud i besætningen. Søren Buhl Jensen slår stadig på trommer, og lillebror Robert Buhl Jensen er stadigvæk ophavsmand til bandets distinkte guitarmelodier. Men Peter Bøgvad, der forlod bandet i sommers, er skiftet ud med Asger Nordtorp Pedersen på bas, der også er kendt fra Guldimund og tidligere TÅRN, mens også Buster Jensen er kommet med på guitar.

Flere gange i løbet af koncerten blev jeg – og resten af salen, vurderet på de vuggende kroppe – sendt i trancetilstand, når bandet frigjorde sig selv i lange instrumentaldele vekslende mellem det stille, som da Buster Jensen fortabte sig ned i sin elektriske hawaiiguitar, og det støjende og storladne. Hvert stykke var endnu et bevis på bandets internationale niveau. Og hvert stykke blev mødt med klapsavler, der var svære at misforstå.

Credit: Frederik Lunde - www.frederikangelo.com

Credit: Frederik Lunde – www.frederikangelo.com

Blaue Blume er i en dansk kontekst meget unikke i deres lyd. Men formlen, som bandet bygger sine kompositioner op omkring, er også stram. Noget, som debutpladen måske led en smule under. Derfor var det også svært at spore reelle fornyelser, når de denne aften begav sig ud i nye numre. Men et element, som de nye skæringer bar præg af, var markante vokaleffekter á la dem, som gennemsyrede Bon Ivers 22, A Million fra sidste år. Det var tydeligt overraskende for publikum, når Jonas Smith helt behersket effektfuckede med sine fraseringer. Men det fungerede, og det tilførte sangene noget tiltrængt vildskab.

Der var mange højdepunkter i løbet af koncerten. Den nye Macabre, som gik rent ind med sin fængende guitarmelodi. Den melankolske Thinking Of Roxy, som både slæbes afsted af den dybe vokal og samtidig drøner afsted på de piskende trommer. Eller på In Disco Lights, som publikum fik lov til at danse sig hjem på.  

De færreste er efterhånden i tvivl om Blaue Blumes kvaliteter. Og skulle der have været tvivlere blandt publikum, må de nu være overbevist. For det var vitterligt en næsten formfuldendt præstation, de fem drømmepoppere leverede. Kan de blive ved at lægge på og bygge videre, bliver det spændende at følge, hvor højt de kan flyve. Lige nu ser det højt ud.

About The Author

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published.