Bisse er en besynderlig mand. Og ikke bare, fordi han med sin russerhat og røde neglelak kan se lidt besynderlig ud, men fordi hans karakter er som ingen anden på den danske musikscene. Han skriver sange med en umættelig hyppighed, søger grænser, er ironisk, men samtidig pisseambitiøs, provokerer, men vigtigst af alt imponerer. Siden sin solodebut med PMS – og de efterfølgende fire fuldlængdeplader – har han høstet anmelderroser og branchepriser på stribe. Nu er han på Tour de Smackdown, som tager ham land og rige rundt, fra Birkerød til Horsens, og som i lørdags tog ham til et udsolgt Atlas i Aarhus.

Det fire mand store orkester satte sig på scenen først. Fyldt med synthesizers, bongotrommer, almindelige trommer, orgel, keys, guitar, bas og en masse ting, jeg må melde fisk på. Lidt efter lidt foldede de sammen lydtæppet ud, så aftenens ubetingede hovedperson sikkert kunne træde frem og begynde sin uddeling af lussinger, som han så fint udtrykte aftenens formål med. Sådan er meget af Bisses musik og lyrik. Lussinger. Til konservatoriemennesker, kældermennesker, forbrugskultur, og hvad der ellers trænger til en reprimande.

Credit: Steffen Jørgensen, https://photo.stffn.dk

Credit: Steffen Jørgensen, https://photo.stffn.dk

Konstant gav han prøver på sin enorme spændevidde, både vokal- og genremæssigt. Hele tiden vekslende mellem den mavedybe, den talende og den – selvfølgelig – C.V. Jørgensen-nasale vokal, hele tiden akkompagneret af et veloplagt orkester, der frit smeltede alt fra world til folk sammen i et energifyldt bissebassemiks.

Bisse er god, måske bedst, når han er ustyrlig og stormende. Men han er søreme også imponerende, når det går lidt langsommere, og han får lov til at brænde igennem med sin vokal. Med mere ynde og med mindre vold. Det gør han på sangen Tour de Smackdown, som ellers helt tekstnært er ret voldsbetonet. Til en dvalende, marcherende lydside fortæller Bisse om det ganske danske land, om slag for et godt ord og aggressive randrusianere. Her hudfletter han de intolerante, de indspiste, og proklamerer øretæveindbydende, at de altså må tage ham og hans bissebasser, som de er, for de kommer igen. Sangen kom til verden efter Bisses efterårsturné og blev sendt ud i forbindelse med annonceringen af denne turné. Og som lovet var de her nu igen og med samme her-er-vi-attitude.

Credit: Steffen Jørgensen, https://photo.stffn.dk

Credit: Steffen Jørgensen, https://photo.stffn.dk

Jeg er ikke dø-hårdt Bisse-fanatiker, indrømmer jeg gerne. Fascineret og imponeret af manden og væsenet, men ikke opslugt af musikken – endnu. Derfor knoklede jeg også en smule med koncentrationen, som koncerten flød afsted. For selvom lyduniverset er mangfoldigt, er det, som om det aldrig rigtigt bryder væk fra stammen, som er stemmen. På et tidspunkt kiggede jeg på klokken og kunne konstatere, at vi nu var halvanden time inde i forestillingen. Bisse, lige så intens som til at begynde med, lignede imidlertid ikke en, der havde intentioner om at sætte en stopper for noget som helst, så jeg tænkte, at det da måtte være løgn og gik i baren for at bestille en ny bajer.

Helt løgn skulle det dog ikke være. For efter et par sange mere kunne Bisse og band takke for i aften og forlade scenen. Ingen fra det fremmødte publikum forlod dog stedet, for som alle vidste, skulle vi naturligvis igennem et par ekstranumre først. Meget overraskende kom de da også tilbage på scenen bevæbnet med et par lussinger mere. Sidste kindhest kom i form af ‘Seks Hjerter’, som må betegnes som Bisses hidtil største hit. Så gør som alle anmeldere gør / Når de ik ved hvad de ser / Ikke ved hvad der sker / Kvittér med fire hjerter til livet, synger han her. Jeg er heller ikke helt sikker på, hvad jeg så, hvad der skete, og uddeler heller ingen hjerter eller stjerner, men det nåede til tider højder, som få i landet kan prale af.

About The Author

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published.