Hvordan finder man sig selv i et virvar af tiltalende musiske genrer, og hvordan går man fra blot at have musikken som fælles interesse til at nå punktet, hvor ens helt egen første single er udgivet? Her følger et portræt af Balí, en ny aarhusbaseret pop-duo, du uden tvivl, hvis du ikke allerede nu kender dem, vil komme til at høre meget mere til indenfor den nærmeste fremtid.


Som forårssolen er begyndt at kigge ned på os fra de ellers så vante mørke vinterskyer, forbereder aarhusianerne sig på sommertøj, det gode humør og flaskeøl udendørs på de hippe strøgcaféer. Jeg møder drengene fra Balí på Café Smagløs til en kop kaffe og en sludder om deres møde, udgivelsen af deres første single og dét at forme sig en unik lyd som band.

Balí består af Jonas Kjeldgaard og Jakob Flansmose, der begge er fra Viborg og mødte hinanden for omkring 4 år siden i det viborgensiske musikmiljø. Begge var her elever på MGK, det musikalske grundkursus, som de dygtigste unge musikere kunne optages på som en supplering til gymnasieskolen og som forberedelse til musikkonservatoriet.

”Det miljø, der var omkring MGK, var meget jazzet. Der var det Mike Stern og John Scofield, der var stjernerne, og det kom til at hænge mig langt ud af halsen. Så hørte jeg om Jakob, der også var blevet optaget på MGK, og han skulle efter sigende have de samme præferencer indenfor musikken som jeg selv, så ham tænkte jeg da, at jeg måtte få fat på,” fortæller Jonas med et smil på læben. De to aftalte derefter at mødes til en jam-session en dag, hvor de hurtigt fik skrevet en sag og nød hinandens selskab både musikalsk og personligt i et par timer. Efter denne dag fik de to aldrig rigtig gjort videre ved deres samspil, indtil de tilfældigt rendte ind i hinanden et par måneder efter til en fest i Aarhus, hvor Jonas nu var bosat.

”Vi kom hurtigt til at snakke om, hvorfor dælen vi ikke fik gjort noget mere ud af det, vi fik startet på den ene gang. Derefter gik der ikke længe, før vi endnu engang sad og jammede sammen,” supplerer Jakob. De to kammerater har svært ved ikke at fuldende hinandens sætninger, og da jeg småfnisende pointerer det, griner de begge selv af situationen. ”Det her band har virkelig udviklet os begge. I starten kendte vi jo nærmest ikke hinanden, vi så bare noget interessant i, hvad den anden kunne. Men nu er vi jo faktisk blevet bedste venner, og det er jo det, musik kan gøre ved mennesker,” pointerer Jakob, mens Jonas viser sine omkring 30 seneste opkald, hvor Jakobs navn er det absolut eneste, der er at se, når han scroller ned. ”Musik tager lang tid, og man kommer i den grad hinanden ved,” griner Jonas og Jakob falder ind.

”Vi startede ud med guitarpop á la Helmig, da vi jo begge er guitarister, og det lå os nærmest og måske lettest. Det har så udviklet sig derfra til den sound, vi har nu, hvor guitaren nærmest ikke er til stede. Man ved aldrig, hvad der sker, når man først går i studiet og prøver sig frem.”

    • Jonas Kjeldgaard, Balí

 

Fotocredit: Shilo X. Duffy

Men hvordan finder man så sin egen lyd som et helt nystartet band? Hvilke veje skal man gå, hvad skal man lytte til for inspiration, og er det helt enkelt at blive enige om det hele? Jonas og Jakob kommer begge to fra den del af den musiske verden, hvor et egentligt instrument er det bærende i et nummer. Så hvordan ender man ud med en pop-slasker som ”Can’t Slip” som sin førstesingle, hvor computeren nu er instrumentet, og de klassiske komponenter nærmest ingen rolle spiller?

Tiden skal spoles tilbage til NorthSide Festival 2015, hvor de to lydsmede var afsted for at nyde en weekend i Aarhus-solen med fadøl, kvindfolk i sommerkjoler, og hvad hjertet ellers begærer til et sådant arrangement. Derudover selvfølgelig skøn og inspirerende musik. Netop dette år, nævner Jakob, var plakaten besat at en stor del elektronisk popmusik såsom Scarlet Pleasure og især Years&Years, og dette skulle blive en øjenåbner for dem som band. ”Vi var egentlig ved at være godt trætte af at se på hinanden, og over at vi ikke kunne få åbnet den rigtige port ind til den musik, vi virkelig gerne ville lave, så denne oplevelse var meget vigtig for os som band. Man kan nok godt sige, at vi her fik inspirationen og et stort skub i ryggen til rigtigt at komme i gang.”

Med et solidt pop-spark lige i maven fra Years&Years røg Balí altså fluks tilbage i studie og begyndte at eksperimentere med et mere elektronisk lydbillede i deres musik, hvilket begge hurtigt fandt meget tiltalende. Jonas forklarer det hele med, at netop her indser, at de jo egentlig bare begge to er nogle suckers for en gedigen pop-banger, der rammer en lige i hovedet. Så hvorfor ikke give sig i kast med det og se, hvor det fører hen?


”Can’t Slip”, som førstesinglen er betitlet, er en solid pop-sammensmedning af alt, hvad æteren i tiden æder råt. Det er en sommerbanger med yderst stort potentiale. Jonas Kjeldgaards stemme sprødsteger de nedtonede vers og det yderst dansable og sing-a-long-venlige omkvæd, og det er bestemt ikke til at høre, at de to gutter er nye i at bruge computeren og synthesizers som hovedinstrument. Efter de første tre dage havde singlen 6.000 listens på Spotify, og i skrivende stund her en måneds tid senere har drengene rundet 34.000 afspilninger, hvilket må siges at være en solid start for bandets kommende karriere. Ligeledes formåede ”Can’t Slip” at blive Ugens Hit på P4 i ugen op til udgivelsen, hvilket i den grad var en stor ting for Jonas og Jakob.

 ……..

……

”Det var noget, vi har drømt om, siden vi startede. Det er også den fedeste følelse at høre sig selv i radioen for første gang. Så sker der altså pludselig noget. Nu er det ikke bare sjov og ballade længere.”, siger Jakob og Jonas følger op. ”At bruge computeren som instrument er 100 % selvlært fra os begge af. Det kræver selvfølgelig en masse hårdt arbejde, men det er også meget sjovt at sidde med, for det er en helt anden måde at spille synthesizer på i forhold til, hvordan man f.eks. spiller guitar. Og da det er det, vi begge er vant til og har gjort i mange år, var det en sjov udfordring at kaste sig i gang med. Derfor giver det en ekstra stolt følelse, når vi så ser, hvad singlen faktisk opnår af omtale her i den første tid.”

”Der er heldigvis ingen regler i musik. Vi spiller nok på en anden måde, end hvad andre gør, hvis de er uddannede pianister. Det skaber også en unik følelse omkring vores egen musik. Og så synes vi bare helt basically begge to, at vi får meget mere optur over at høre nogle fede synth-lyde end en eller anden rockguitar.”

  • Jakob Flansmose, Balí

 

Men hvad skal der så ske nu? Hvad gør man efter ens førstesingle har modtaget så meget ros og fine tilbagemeldinger? Pladekontrakten med Target Records er i hus, og drengene brygger lige pt. på en andensingle, der forhåbentlig skal ramme de danske radiostationer og diverse streamingtjenester i løbet af sommeren. Om et års tid dagdrømmes der om at have udgivet en EP eller muligvis have et album klar, hvis tingene virkelig flasker sig. ”Ellers er det bare at komme ud og få spillet vores musik for en masse mennesker nu. Vi har en masse fredagsbarer, og mindre gigs vi skal have ramt her indenfor de næste par måneder, og så kan vi da håbe på at se vores navn på forskellige spillesteders plakater for efteråret både her i Aarhus men også i København til den tid,” fortæller Jakob, der ligeledes uddyber, at ”Can’t Slip” faktisk har været klar til at blive udsendt længe, men at de først skulle kunne have et helt sæt klar til at spille koncerter med henover sommeren, før de ville sende den afsted.

Balí er altså et navn, der er værd at skrive sig bag øret. Det er stærk og ørehængende popmusik af den bedste skuffe, og jeg er ikke i tvivl om, at vi kommer til at høre meget mere til drengene om meget kort tid. Os her på Kældersnak er i hver fald fans, og vi vil med sikkerhed følge op på den forhåbentligt kommende kometkarriere for de to behagelige, jyske gutter.

About The Author

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published.