Blishøner, havørne og sølvmåger. Alle er de en del af Carstens dagligdag. For Carsten er fuglespotter, og han drømmer om at finde 300 forskellige arter.

En fugl i sigte

Den grå Ford B-Max kørte afsted på Lindenborgvej. En ørnevåge var blevet spottet ved Lille Vildmose, og det var et syn, de to fuglespottere Carsten og Lars ikke ville misse. Bilen nåede ind igennem skoven, da Carsten pludseligt fik øje på noget. De skyndte sig at holde ind til siden og sprang ud af bilen. Lars greb observationsblokken imens Carsten tog billeder. Fra venstre side kom de flyvende. De var store. Det var 34 gåsegribbe, der var fløjet ind over landet.

Det blev det største rovfuglespot i Danmark.

I dag står Carsten med sit grønne teleskop af mærket Svarowski – et af de bedste på markedet. Han kigger ud over Enghave Sø ved Egå. Her er han stort set hver dag. Han mindes stadig gåsegribbene, men har nu sat sig nye mål. Han vil finde 300 forskellige fuglearter.

Carsten Bohn Søndergaard på 52 år er fuglespotter. Han arbejder til dagligt som grafiker, men bruger det meste af sin tid på fugle. For tre år siden begyndte han fuglejagten. Han startede fra nul og har nu krydset 297 forskellige arter af. Den bedste i Danmark har krydset 432 af, så der er et stykke vej endnu. Det er dog ikke konkurrencen, der motiverer ham, det er jagten og følelserne.

“Fugle er fantastiske. Hele måden de bevæger sig på. Der er action. Dramatik. Det er livet, man kigger på” siger han.

IMG_4616

Havørnen kommer

Pludselig opstår der et ragnarok ved den store sø. Sølvmåger, hjejler og ryler rejser sig fra den store plæne og flyver op over vandet. Carsten skynder sig at tage fat i sin håndkikkert, der har samme farve som den grønne jakke fra Fjällräven, han har på.

“Se. Det er havørnen. Derovre. Se. Ved træerne. Oppe.” siger Carsten, imens han kigger på den.

Han indrømmer også, han har taget lidt skade af hobbyen. At gå en tur er ikke bare afslapning. Der skal kigges og iagttages. Arbejdet kommer heller ikke i første række for ham. Han har lavet en aftale med sin chef, så han kan få lov at drøne afsted, hvis der bliver meldt en sjælden art. Carsten bruger en app, der giver en meddelelse, hvergang en fugl bliver spottet. Hvis det er en sjælden art, så kører han afsted i bilen. Om den er set i Skagen eller Sjælland, gør ikke den store forskel. Fuglen skal spottes.

 

IMG_4639

Blishønen i søen

Langs søen er der en grussti, følger man den, får man det bedste overblik over fuglene. På vejen går der en lille træbro ud i vandet. Her sidder der en anden fuglespotter. En ældre mand Carsten tit møder ved søen. De to taler om, hvilke fugle de har set i løbet ad dagen. Vennen har et stort Canon-kamera i militærfarver om halsen. Linsen er zoomet ind på en lille, sort blishøne, der traver igennem vandet.

Længere nede ad stien står et stort, brunt tårn. Det kigger majestætisk ud over landskabet, og indbyder fugleentusiaster indenfor. Carsten vader op ad trapperne og folder sit teleskop ud.

Når Carsten jager, drømmer han om de arter, han ikke har. Og når han spotter dem, får han en helt særlig rus;

“Det er ligesom en narkoman, der får sit fix.” Siger han.

Følelsen af at være høj er dominerende, når han ser en ny fugl. Han kan mærke, hvordan hele kroppen reagerer på det. En ultimativ begejstring der varmer ham op indefra. Det er den bedste følelse, han kender til. Herefter kan han vende hjem og sætte et nyt kryds.

X – 298 arter opdaget.

 

About The Author

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published.