Finder du en flue i suppen hos denne bod, er det med vilje. Boden Crick’it forventes at vække både forundring og begejstring ved at servere retter med spiselige insekter i på årets Roskilde Festival. Det og mange andre spiselige nyheder kommer her.

I 2016 testede boden ’Eat Horse of Course’ gæsternes eventyrlyst ved at servere hestekød. Det var en stor succes og boden måtte melde udsolgt af flere omgange. Boden kommer tilbage igen i år, og sammen med den kommer noget, som måske får det til at kravle koldt ned af ryggen på nogle festivalgæster; nemlig spiselige insekter.

Det sker i boden med navnet Crick’it i Food Court, som er et samarbejde mellem Suhrs Højskole, Insekt KBH, fårekyllingefarmen Bugging Denmark og stjernekokken Rasmus Leck Fischer. Sammen bringer de det nye gastronomiske fænomen med spiselige insekter direkte til de sultne festivalgængere.

”De store mængder kød som langes over disken på festivalen står for en betragtelig del af vores samlede CO2-aftryk. Derfor er det vigtigt for os at sikre en bred variation af boder og at kunne tilbyde et alternativ til fx oksekød,” fortæller Hans Christian Smed, divisionschef for salg og partnere på Roskilde Festival.

Bodens hovedret er en gourmetburger med langtidsmarineret pulled chicken i en hjemmelavet chipotle BBQ-sauce krydret med spicy melorme og en hjemmelavet voksmøl-larve-mayo, der gør retten sprængfyldt med umamismag. Derudover kan man få en sommersalat med nye danske kartofler i fårekyllinge-pesto, toppet med ostecreme og syltede grøntsager.

“Det har været vigtigt for os, at menuen afspejler den kontekst, hvori den skal præsenteres, men samtidig opretholder den høje kvalitet, som Food Court repræsenterer. Roskilde Festival er ikke en hvilken som helst begivenhed, og det kræver et knivskarpt fokus, at inkorporere et så nyt fænomen som spiselige insekter. Vi er stolte over, at vi har fundet balancen, og glæder os til at præsentere vores koncept til de kvalitetsbevidste festivalgængere,” fortæller Eva Hune Gjørup, projektledere for Crick’it-samarbejdet.

Sociale organisationer på hjul

Food trucks blev introduceret på Roskilde Festival for nogle år siden, og de små mobile madboder giver ikke-etablerede restauratører mulighed for at lave mad til festivalens mange sultne gæster. Sammen med det mindre bodformat i Food Courten er food trucks-formatet noget som sociale organisationer i stigende grad benytter sig af, hvilket Roskilde Festival er særligt glade for.

”Mad og drikke på Roskilde Festival skal ikke kun være bæredygtig i en miljømæssig forstand. En af grundpillerne i festivalens lange historie er, at overskuddet fra festivalen doneres til almennyttige formål, og det skal også afspejle sig i vores udvælgelse af boder. Vi har en målsætning om, at over 50 % af overskuddet fra boderne skal gå til almennyttige formål, hvilket formater som food trucks og Food Courten er med til at understøtte,” fortæller Hans Christian Smed.

Blandt de sociale organisationer, du kan finde bag disken hos nogle af festivalens madboder, er:

  • Trampolinhuset: Sister’s Cuisine
    Sisters’ Cuisine i Food Court drives af asylsøgende kvinder fra Trampolinhuset, som nægter at vente passivt i asylcentrene på at få asyl og i stedet har tage sagen i egen hånd og brugt ventetiden til at skabe en meget populær catering service. Madboden, som vil sælge retter fra kvindernes hjemlande, er derfor ikke bare en restaurant – det er et migrationspolitisk projekt.
  • Café Nutid
    Folkekirkens Nødhjælp og Nødhjælpens Ungdom er også på festival med deres Café Nutid, hvor overskuddet går til verdens fattigste. Man finder Café Nutid ved Agora P i publikumscamping, hvor menuen består af både morgenmad og toast.
  • Bak-Op
    Når Bak-Op ikke lige er på festival, er det et socialpædagogisk behandlingstilbud for børn, unge og familier. Organisationen hjælper eksempelvis uledsagede flygtningebørn. I food trucken ved Orange vil man hos Bak-Op kunne smage på krydrede vegetar- og kyllingeretter.

Andre nyheder på årets festival er:

  • Hooked – Food Court
    Folkene bag Hooked er passionerede omkring friskfanget fisk og skaldyr. Hvis lysten til seafood melder sig, skal man derfor besøge deres bod, hvor man kan få en wrap med tempurarejer eller en klassisk lobster roll.
  • GRO – Arena
    Selvom man er på festival, behøver man ikke undvære sin chiagrød, i hvert fald ikke hvis man besøger GRO, hvor udvalget også tæller bulgursalat, spidskålssalat og andre sunde sager.
  • Namaste – ArtZone
    Foreningen ”De himmelske bjergbestigere” kommer godt nok fra det noget flade Rødovre uden for København, men i boden Namaste kan du få en krydret dahl eller samosaer. Overskuddet går desuden til velgørenhed i Tibet.
  • Greek Treat – Avalon
    Det græske køkken og den klassiske gyros står ikke tilbage for den mellemøstlige kebab og kan også findes på årets Roskilde Festival. I boden finder man også en halloumi pita og souvlaki.

// Roskilde Festival //

About The Author

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published.