Det kan meget nemt komme til at dreje sig udelukkende om Elias Bender Rønnenfelt, uagtet hvor han involverer sig. Og Marching Church kan som band også nemt fremstå som blot en legeplads og et eksperiment for de involverede. Men i aften viste det sig både at handle om meget andet end den karismatiske forsanger, og at Marching Church utvivlsomt må medregnes som en seriøs dansk rockkapacitet. 

 

Der hersker dog ikke megen tvivl om forsanger Elias Rønnenfelts betydning – både for Marching Church og Iceage. Derfor var det også meget naturligt, at det var resten af det i dag syv mand store band, som fik lov at sætte lydrammerne på Roskildes Pavilion-scene, i en storladen pardans mellem de to blæsere og de to klangende guitarer, før frontmanden selv kom til syne. Iført en kolossal fedora, der agerede parasol over det karakteritisk fedtede hår, åbnede Elias Rønnenfelt sluserne for dén stemme, som er så integreret i bandets udtryk. Mavedyb og mestendels uskøn, men alligevel med en sådan intensitet og swagger, som kun få kan fremkalde.

 

Hele vejen igennem gav bandet prøver på sine kvaliteter i storladne kompositioner, slæbende ballader og – selvfølgelig – de intense post-punk-sange. Mest fængende var de to unge blæsere, der klods op ad hinanden konstant pustede sangene op til mere, end man oftest bliver spist af med i rockmusikken. Og Anton Rothstein, som bag trommerne dirigerede de ofte tempovarierende kompositioner med en nærmest morderisk aggressivitet. 

 

Desværre pillede nogle tekniske udfordringer, der blandt andet holdt leadguitaren ude af dele af sange, en smule ved den ellers velmarcherende post-punk-parade. Og så må der nok også stadigvæk sættes spørgsmålstegn ved, om der er kvalitet nok i Marching Churchs bagkatalog – også på trods af den ret så vellykkede Telling It Like It Is fra sidste år. Alligevel var det en overbevisende kraftudladning fra en gruppe, som måske ikke er så vital som eksempelvis Iceage, men som ikke desto mindre er mere end blot en sidenote. De er fandenivoldske, til tider vuggende fantastiske, og skulle dele af publikum ikke være blevet overbevist af denne optræden, stod den afsluttende smadder-rock af en outro meget fint som en fuck-finger til outsiderne. For så kan det også være lige meget.  

 

// Kældersnak dækker Roskilde Festival i samarbejde med Hansens Milkshakebar.

 

 

About The Author

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published.