I 2014 brød Future Islands for alvor igennem populærlydmuren med deres nu ikoniske optræden hos Letterman. Forsanger Samuel T. Herrings ekstravagante dans og indlevelse sikrede bandet eksponering og hype i en størrelsesorden, som de tidligere havde været foruden. Det bragte dem også forbi Roskilde Festival samme år, hvor anmelderskaren kvitterede med skyhøje roser. Og Samuel Herring husker da også koncerten, for kort efter at have entreet Arenas scene denne eftermiddag mindedes han netop 2014-koncerten, og kaldte den en af sine favoritter. Om lige dén kickstarter er blevet anvendt på resten af turnéen, vides ikke, men om ikke andet blev det en venlig reminder til publikummet, som ‘fandme ikke måtte skuffe ham’.

 

Det blev der dog heller aldrig tale om. Altså et skuffende publikum. Fra start til slut var det en åbenlys kærlighedsforestilling mellem den indpiskende Samuel Herring og et fyldt Arena, som kvitterede med synkront klappen og hujen ved hver given invitation. Til tider virkede det næsten for nemt: bandet skulle blot hoppe ud af den masende synth-pop og holde stortrommen kørende for at sikre stemningen. Eller lade Samuel Herring levere endnu en forførende og fantastisk dans.

 

Meget kan siges og skrives om Samuel Herrings bevægelser, løvebrølende vokalfraseringer og hans kontinuerlige, nærmest maniske intensitet. For det meste siges og skrives der berettiget meget godt. Men i dag fragmenterede det nærmest musikken fra oplevelsen. Størstedelen af anerkendelserne fra publikum var centreret omkring Samuel Herrings dans – gerne når den var allermest vulgær. Få gange var det hans respektindgydende vokal, eller bandets bankende synthpop, der udløste eufori hos de fremmødte. Måske i virkeligheden også, fordi Future Islands formel er så tætbundet af den lynhurtige rytmegruppe og de melodiske synths, at det er svært rigtigt at nå forløsning eller skabe kærkommen variation i et så monotont lydbillede. 

 

Det fjerner dog ikke meget fra helhedsoplevelsen. Future Islands leverede akkurat den blanding af fest og primalt showmanship, som de fremmødte havde ønsket. Flere gange nåede det simpelthen også energimæssige højder, som man skal lede længe for at finde andre steder på Dyrskuepladsen. Finere øjeblikke, hvor Samuel Herrings melankolske lyrik fik lov at træde frem i det 80’er-bundne lydtæppe, blev også skabt. Derfor var det også, trods monotoni og danseforestilling, et velskåret show fra et træfsikkert band og én af de mest oplevelsesværdige forsangere i aktuel popmusik. 

 

// Kældersnak dækker Roskilde Festival i samarbejde med Hansens Milkshakebar.

 

 

 

Leave a Reply

Your email address will not be published.