Røde Orm er en teaterforestilling, der spillede på Det Kongelige Teater i København. Men under kulturbyåret er hele setuppet flyttet til Aarhus. Det er blevet kaldt et “mega-event”; dvs. et af de største arrangementer der kommer under kulturåret, men det prædikat kunne stykket ikke leve helt op til.

Naturen ved Moesgaard Museum er smuk. Der er grønne træer i baggrunden og museets ikoniske design folde sig ud i baggrunden af scenen. Det er tydeligt, at setuppet er stort. Scenen er formet som et vikingeskib og rager godt op i vejret. Omkring skibet er der sat store tribuner op, hvor publikum tager plads.

Selve stykket handler om Røde Orm, der spilles af Andres Jerbo. Han gør det ganske fornuftigt i rollen. Hans nærvær mærkes og han når godt ud til publikum. Forestillingen er et viking-eventyr, der dog fokuserer mest på romantikken end på det vikingerne er mest kendt for; plyndre og bekrige. Det er til tider som at se TV-serien Nikolaj og Julie rekonstrueret i en vikingudgave. Altså lidt for tamt.

rode_orm_01

Første akt slutter uden det helt store følelsesmæssige indtryk. Skuespillerne gør det dog godt. Og især Rasmus Botoft i rollen som Broder Willibald høster mange grin. Om det er pga. manuskriftet eller hans popularitet, ved jeg ikke, men jeg hørte en pige sige:

“Da jeg så, det var ham fra Rytteriet, blev han lige 50% sjovere”

I pausen sidder jeg tilbage med en enkelt tanke: Hold op, det er koldt. For det er voldsomt koldt i Moesgaard. Og det tager desværre fokus fra stykket. Udendørs teater til kl. 22 egner sig ikke perfekt til Danmark. Men kadout for forsøget.

Anden akt starter, og den har noget mere at byde på end første.  Der er sværdkamp, mundhuggeri og en syg konge. Der bliver altså lidt mere action for pengene. Handlingen er stykket er ganske underholdende, men ikke noget jeg husker i lang tid.

Den største oplevelse ved Røde Orm er setuppet. Det ser flot ud, når vikingerne kommer sejlende på kæmpe skibe, eller når børn og heste ridder rundt på taget af Moesgaard; et godt stykke væk fra scenen. Det giver dybde i billedet. Især slutningen gør godt brug af omgivelserne. Her ses store grupper af riddere, der vandrer op af taget i baggrunden, alt i mens skuespillet går sin egen gang på scenen. Lidt efter stormer ridderne ned fra taget, og en stor kamp danner afslutning for stykket.

Et stykke der til tider blev for sukkersødt, men dog var kreativt og flot udtænkt.

røde2

About The Author

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published.