Jeg havde egentlig ikke tænkt, jeg ville dække den svenske festival med anmeldelser, men i går skete der noget, der gjorde, at jeg alligevel er krybet til tastaturet. Jeg oplevede Frank Ocean.

For et par måneder siden så jeg Frank Ocean på Northside Festival. Og jeg blev skuffet. Enormt skuffet. Jeg så en introvert sanger, der ikke havde lyst til at stå på scenen. En sanger hvis eneste interaktion med publikum var et mumlende “Thank you” eller “lets take it again”. Lyden var lav, surround-systemet fungerede ikke, og lyset var for mørk. Men nu står det klart for mig, hvad det skete. Der var ikke tale om en “intim genialitet”, som nogle anmeldere kaldte showet – der var tale om en produktion, der ikke var færdig. Men det var den til Way Out West. Og det gav en helt anden oplevelse.

Frank Ocean indtog scenen lidt forsinket – men med et stort smil. Det var tydeligt, at han havde lyst til at være der. Og det skinnede igennem under hele koncerten. Han smilede. Han hoppede. Han jokede. “It’s so cold here. I ain’t used to that,” sagde han – højt og tydeligt – efter at have spillet de første par numre, der primært var nye singler som Biking og Chanel. Det var som at se et andet menneske, end ham der spillede på Northside Festival.

Under Northside var lyden kritisk lav, men det var der tydeligt lavet om på. Beatsne og Frank Oceans vokal buldrede ud af højtalerne, og satte publikum i en form for tracetilstand. En tilstand hvor alle verdens problemer er ligegyldige. Og det eneste vigtige er Frank Oceans stemme, der tryllebinder og sætter sig fast under huden.

Den høje lyd gjorde også, at hans surround-system fungerede sublimt. Vokalen røg ud af de store hovedhøjtalere, i mens instrumenter og andre lyde omringede publikum fra højtalerne bagerst på pladsen.

Visuelt var showet en fornøjelse. Der var skruet lidt ned for videoeffekterne siden Northside, og det gav et positivt resultat. Det er tydeligt, at Frank Ocean bruger sine egne kameraer, for billedet på scenens skærme var krystalklart.

Frank Ocean bruger slet ikke scenen. Han står ude midt i publikum på en lille cirkel-platform, der har en form for catwalk hen til scenen. Det meste af tiden befinder han sig på platformen, men nogle gange går han en tur på catwalken.

Cirka midtvejs i showet er det tid til sangen Forrest Gump. En sang han i øvrigt ikke spillede under Northside. Halvvejs inde i nummeret fyldes catwalken op med strygere; jeg tæller i hvert fald 15 stykker. De sidder snorlige med en guitarist imellem sig. I alt er der over 30 musikere på scenen. De gør det fantastisk og løfter koncerten op på et nyt niveau.

Det må ikke være let at være musiker for Frank Ocean, for under koncerten skifter han tydeligt ud i sit set. “We skip this song. Yes. We take this. Play it,” siger han, formentligt til en form for producer i hans høretelefoner. Han mærker sit publikum og udvælger, hvilken sang der skal spilles.

Den lange sang Pyramids blæser med en god, tung bas ud over parken i Gøteborg.

“Thank you for everything,” siger en glad Frank Ocean, inden Nikes afslutter en formidabel koncert.

Jeg er lykkelig over at have oplevet Frank Ocean på den her måde. Efter min northside-skuffelse var mine forventninger lave. Men jeg blev overrasket. Frank Ocean strålede. Det samme gjorde hans diskokugle på scenen. Hans visuelle-setup. Hans lyd. De mange strygere og lyset på scenen. Frank Ocean og hans produktion var ikke klar til Northside koncerten. Men det var han til Way Out West i Gøteborg.

Se et klip fra koncerten

Ved du endnu ikke, hvordan du skal komme hjem fra festivalen? Så tjek Stenalines afgange. De sejler direkte fra Gøteborg til Frederikshavn. Tjek deres afgange her: https://www.stenaline.dk/vores-ruter/frederikshavn-goteborg

Leave a Reply

Your email address will not be published.