Den svenske festival Way Out West er nu færdig. Der har været sol, regn, dyre øl, vegetar-mad og smukke koncerter.

Vi gør status på festivalen og nogle af koncerterne.

Sampha:

“No one knows me like the piano, in my mothers home,” synger den britiske sanger Sampha. Men på Way Out West ved jeg ikke, om hans klaver kan genkende ham. Han har i hvert fald gemt det langt væk. I stedet har han fundet et elektronisk keyboard, nogle maskiner jeg ikke kender og en bas-dims. De elektroniske instrumenter blev desværre en alt for stor del af koncerten. Larmende lyde og buldrende bas blev skudt afsted i et højt tempo. Og det gjorde desværre koncerten uharmonisk. Sampha synger unikt, fantastisk og smukt. Men under denne koncert blev hans vokal desværre overskygget af et alt for vildt lydinferno.

The XX:

The XX gjorde, hvad The XX gør bedst: De skabte stemninger. De to fløjlsbløde stemmer kan gøre selv den hårdeste rocker trist, forelsket, melankolsk, sårbar og lykkelig. For The XX er definitionen på alle følelser, og alle følelser er i The XX. De kan skabe lighter-i-vejret momenter, når sange som Brave og Angels bliver sunget. De kan skabe euforiserende fest med On Hold og Jamie XX’ elektroniske egenskaber. Og de kan skabe fællesskabsfølelse med deres kærlighedsange. En koncert med The XX skaber nye kærestepar. Behandler gamle kærestesorger. Og giver folk lyst til at leve. Mindre kan ikke gøre det.

To andre højdepunkter var Lana Del Rey og London Grammar. Begge koncerter var smukke og gav anledning til både tårer og kys. På hver sin måde. London Grammar repræsenterede enkeltheden. En minimalistisk opsætning og musik uden for meget hurlumhej. Det er vokalen og de enkle, men stærke, melodier, der står som det centrale. Lana Del Reys show bar præg af hendes stjernestatus. Der var stort lysarrangement. Skræddersyede baggrundsvideoer. Dansere og band. Det var en stjerne, der indtog scenen. Og hun gjorde det uden stjernenykker. Med en sexet bravour og elegance smeltede hun både pige og drengehjerter. Hun var tilstede og nød tydeligt at være på scenen. Hun gav sig også tid til at gå ned til inkarnerede fans på første række og hilse på – til sidst i koncerten.

Plus og minus ved festivalen:

Øllene var dyre og små. Men det er nok mere pga. reglerne i Sverige end festivalens skyld.
+ Festivalen fungerede. Der var ikke de store køer ved boderne. Det var let at få plads ved scenerne og lyden var god. Derudover var der lagt en form for plastik-underlag foran scenerne. Det gjorde, at mudderet udeblev. Genialt.

Maden:

Alle råvarer på Way Out West er vegetariske. Og det var lidt en blandet landhandel. En del af retterne var meget dyre i forhold til den mængde mad man fik. Der var dog to steder, der viste sig at være rigtig gode.

Det ene sted var The Good Gringo. De har normalt en restaurant i Stockholm. Her laver de lækre burritos og burrito bowls. Konceptet er, at man selv kan skræddersy rullen, som man vil have den. Man vælger selv sit protein og derefter grøntsager og dip. På den svenske festival havde de valgt at lave en burger. Den var rigtig god, og gav en den “greasy”-fornemmelse, man nogle gange craver efter et stort alkohol-indtag. Bøffen er som nævnt ikke kød, men var lavet at dybstegt halloumi ost. Det kan lyde specielt, men det fungerede enormt godt. Og smagte nærmest som en McChicken.

Læs om dem her: http://www.thegoodgringo.se

Et andet sted var Norrlands guld, der normalt er kendt for deres mørke øl. På festivalen havde de valgt at lave pizzaer, hvor deres øl indgik som en ingrediens i dejen. Den var rigtig god og crispy.

Alt i alt var Way Out West 2017 en stor success. Og vi vender helt sikkert tilbage næste år.

 

Vores dækning er lavet i samarbejde med Stenaline. Der sejler direkte til og fra Gøteborg.
Se deres afgange her: https://www.stenaline.dk/vores-ruter/frederikshavn-goteborg

About The Author

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published.