Når man sætter Wangel på afspilleren, kan man få det indtryk, at han er lidt af en dyster fyr. En enlig svale. “Han er ikke ligefrem en fest-abe”, sagde min svigermor, efter at have hørt et par af hans sange. Men virkeligheden er en helt anden.

Wangel skal spille på et halvfyldt Radar i Aarhus. Der er færre, end jeg troede, og publikum har en noget formel tilgang til tingene. De er som bløde flæskesvær; ikke særligt interessante. Derfor skulle en lettere nervøs Wangel både kæmpe med at performe og at nå publikums gunst. Men det skulle vise sig ikke at blive noget problem.

Indens hans optræden skulle den danske duo SHERPA opvarme. Et nyt navn for mange. De leverede deres sange godt, men allermest gjorde de det, som rent faktisk ligger i navnet “opvarmer”. De fik publikum igang. “I må gerne komme hen til scenen”, siger forsangeren charmerende ud i lokalet, hvor publikum har stilt sig i en høflig form for ring langt væk fra scenen. Og indbydelsen virker, folk kommer tættere.

De afslutter et ganske habilt 90’er inspireret sæt, og Wangel overtager pladsen.

Foto: Anders Filtenborg Spliid/Rada

Foto: Anders Filtenborg Spliid/Rada

Han starter ud med den følelsesladede sang Together. Den nærmest Bon Iverske sang tryllebinder publikum, der nu er kommet lidt tættere på, men stadig holder lidt tilbage med bifaldende. Det gør jeg ikke. Jeg står helt op ved scenen, og råber hujende imellem alle sangene. For det giver Wangel mig lyst til. Både fordi musikken er god, men især fordi han virker enormt sympatisk. Man får løst til at give ham et kram.

Det skyldes bla. den fede energi, Wangel udsender fra scenen. Han er enormt nærværende. Man mærker ham som menneske. Wangel er en sjov karakter. Han bevæger sig med hastige skridt rundt på scenen – det hele foregår helt oppe på tåspidserne.

Han virker meget nervøs. Men han bruger det til sin fordel. For Wangel er ikke introvert på scenen. Han har flere passager, hvor han snakker – og er konstant tilstede. Hans nervøsitet bliver det, der gør koncerten levende. Det skaber en spænding. En frygt for at det løber løbsk.

Musikken bevæger sig konstant på en flydende grænse imellem det dystopiske, smukke, elegante og elektroniske. Og det sker i en smuk kombination, der aldrig går itu.

Sange som Crashed into a satellite og Spinning head skal nydes. Imens You got to say it loud appelerer til festen inde i os.

Det smukkeste øjeblik kommer, da Wangel tager sin guitar og skal synge alene. Det sker i den fremragende danske sang Hvor går du hen?, som iøvrigt er hans eneste danske udgivelse. Men jeg tror, vi er mange, der gerne vil høre flere sange på modersproget. Hans stemme har så meget kant og røst, og den slår endnu hårdere, når han synger dansk.

Han afslutter koncerten med den elektroniske drømmesang Seoul. Den er både larmende, mørk, drømmende og stille. Den rummer det hele. Og det gør Wangel også.

Wangel er stadig ikke slået helt igennem på den store scene. Og jeg ved ikke helt, hvor han skal gå hen. For jeg kan drømme om en stor scene med band, strygere og et flot lysshow. Det ville kunne løfte Wangel op, og gøre det hele endnu mere unikt. Men der er også noget smukt over det intime rum. Og jeg tror, han føler sig meget godt tilpas i det.

Efter showet går han en tur nede blandt publikum. Han takker dem. De takker ham.

Og jeg bevæger mig hjem i nattens dvale med et smil på læben.

Tak.

About The Author

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published.