‘I know that if you walk in to a record store in 20 years, it’s gonna be there. It will always be there.’ Sådan sagde en ung, cocky Jim Reid i 1986 om The Jesus and Mary Chains debutalbum fra 1985, Psychocandy. Ganske profetisk, for rigtigt nok står værket stadig, mere end 30 år senere, som en støjende milepæl, hvis betydning næppe kan underdrives. Samme betydning får gruppens seneste udspil, Damage And Joy, nok næppe, men det nye album har om ikke andet brudt med skotternes to årtier lange studietørke og sendt Reid-brødrene på vejene igen. Torsdag var de forbi Voxhall i Århus.

Jim Reid har i flere interviews i forbindelse med det nye album talt om sin irritation over, at der tilsyneladende er mere interesse for orkestre, der har ladet sig inspirere af JAMC, end der er for bandet selv. Lyrisk er det også en del af det nye albums førstesingle, Amputation, hvor han synger om kvinder, der ikke længere interesserer sig for ham, og erklærer sig selv en rock n roll amputation. En øjensynligt ikke helt velvillig amputation, må man forstå. Ikke desto mindre slog det gnister, da netop dette nummer blæste aftenens koncert i gang og Jim Reid næsten enerverende gentog frasen, I’m a rock n roll amputation, I’m a rock n roll amputation… Hverken ham eller resten af støjmagerne virkede her hverken amputeret eller deslignende, snarere i imponerende form. Klassikerne Happy When It Rains og Head On fulgte trop og lagde et næsten upassende niveau fra start. Der var da heller ikke helt samme pondus i koncertens resterende materiale, hvor meget bestod af numre fra den nye plade, som altså – trods hæderlighed – ikke har samme kraft og saft, som JAMC’s fremragende firser-albummer.

Foto: Steffen Jørgensen (photo.stffn.dk)

Foto: Steffen Jørgensen (photo.stffn.dk)

Til højre for forsanger Jim stod storebror William Reid gennem hele aftenen, indrammet af monitors og forstærkere, stirrende ned på sine mange effekt-pedaler. Shoegazing. Hele tiden parat til at supplere brorens vokal med sine distortede licks. Uden på noget tidspunkt at udvise et begær for opmærksomhed, bare opslugt og koncentreret i sit bølgende feedback-univers.

Det var generelt for hele besætningen en meget koncentreret affære. Meget langt fra den tilgang, der gav dem beskrivelsen ‘world’s best and worst band’ i deres spæde dage, hvor koncerterne ofte var ganske primale. Faktisk, så var rock’n’roll-amputanten i front næsten lummert anlagt denne aften. ‘This is the part where I’m supposed to chat to you, while he’s tuning. I just don’t know what to say,’ næsten hviskede Jim Reid på et tidspunkt over mod sin bror til fornøjelse for de dele af publikum, der fangede hans lavmælte skotsk. Han var kommet for at synge. Og det gjorde han godt. Både råt og følsomt med sin snerrende coolness, i kontrol med forestillingen og i vanlig anti-showman-stil. Foroverbøjet, skelende mod scenekanten, hvileløst placeret foran resten af gruppen, der fik lov til at gemme sig i mørket bag ham, men som han konstant vendte sig om imod. Dér, hvor anti-showmanden nok også helst ville være.

Men den introverte form betød ikke noget ellers for koncertens intensitet. Den var – med undtagelse af en slap midte – stærk fra start til slut. Og for publikum, som mestendels bestod af midaldrende mænd, var den mere civile tilgang til støjmusikken nok heller ikke ildeset. For de er jo, som det også gælder for musikerne, blevet ældre og lidt mere borgerlige. De vuggende hoveder rundt i salen vidnede dog om, at nok er det hele blevet lidt mere stift, og håret en snært mere gråt, men de skotske pionerer holder. Selv mere end tredive år efter, de første gange larmede.

About The Author

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published.