De norske indie-rockere inviterede til vanlig dansefest og fællessang, og de var præcis så gode, som de er kendt for at være.

——-

Spillemændene oppe nordfra har nyligt udgivet deres nye album ‘Hus’, hvilket jeg egentlig ikke er synderligt imponeret af. Generelt set har Kakkmaddafakkas indspillede materiale tendens til at blive en kende ensformigt og monotont lydende. Disse kedelige adjektiver formår de dog i den grad at distancere sig fra, når de står seks mand høj på scenen i iført hvide undertrøjer, kasketter og en kende for korte tætsiddende shorts.

“I wanna do something!” “What’you wanna do?” “DANCE!” Og det skal jeg love for, at vi fik lov til. Vanen tro lyder Champions League-hymnen over Trains speaker-system som introduktion til nordmændenes festivitas og ud springer de en af gangen til lyden af ‘Touching’ fra debutalbummet ‘Hest’, der er en yderst passende start på, hvad der skulle blive en ganske fornøjelig aften.

Publikum består overraskende nok af en yderst broget forsamling. Jeg havde egentlig forventet en stor flok overgearede gymnasiedrenge, hvilket der, bevares, også var en del af. Men en stor del af crowded var altså 25-40 årige, der som jeg selv havde kridtet danseskoene til en underholdende aften i musikkens tegn.

De lyst klingende guitarriffs med caribiske undertoner fylder en stor del af lydbilledet hos Kakkamaddafakka, så derfor gjorde et kendskab til bandets bagkatalog meget for ikke at få en følelse af, at samme nummer blev spillet i halvanden time i streg. Monotoniteten blev dog konstant reddet af henholdsvis forsanger Axel ‘Manhattan’ Vindenes og hans sidekick, medvokalist, rhytm-guitarist og bror Pål ‘Pish’ Vindenes’ fantastiske energi og kamp for at få publikum med i fællesdans og -sang.

‘Heidelberg’, der er et komplet instrumentalt nummer, er en tiltrængt afstikker i midten af showet, der med sit tunge riff giver øregangene lidt frirum fra de høje guitartoner. Forsanger Manhattan inviterer til fælleshop, så hele Train hopper endnu en gang i takt fra side til side. Skøn publikumsføring fra den norske krøltop med den omvendte kasket.

22766600_10213613577149297_1625193078_o

De to hits ‘Your Girl’ og ‘Restless’ afslutter det egentlige sæt yderst velakkompagneret af store flag med ‘KAKKMADDAFAKKA’ skrevet derpå og skønne moves fra percussionisten Lars, hvem jeg snildt kunne bruge en hel aften på at kigge på. En herlig figur på en scene, der med sit påklistrede smil og cykelkasket var stor underholdning i sig selv.

Selvsamme Lars skulle efter den klassiske vi-går-ud-og-kommer-ind-igen få en mere central rolle. Efter ‘Young You’ åbnede ekstranummer-sættet, fik han kringlet sig ud bag fra sine bongotrommer og hoppede ned foran med mikrofonen i hånden. Hermed indtraf aftenens højdepunkt. Kakkamaddafakka har for vane at spille et cover-nummer eller to i løbet af deres koncerter, hvilket flere gange har været den klassiske spanske forfest-hymne ‘Bailando’. I dag skulle vi dog fodres med den skønneste indie-uptempo-udgave af Chers ‘Believe’, og euforien, dansen og fællessangen i salen ville ingen ende tage. Det var næsten ærgerligt, at aftenen skulle slutte med ‘Forever Alone’, da den for publikum nærmest blev brugt til at få vejret igen efter de sidste seks-syv minutters hoppen og dansen. Men fair nok, man skal vel slutte af med sit eget materiale. Og så var koncerten slut.

Underholde, det kan de sgu, de nordmænd. Men ensformig musik kan de dælme også finde ud af at spille.

 

About The Author

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published.