Kort forinden udgivelsen af det kommende album ”Midtlivsvisen” gæstede Søren Huss Musikhusets Store Sal til en aften, der skulle komme til at stå i sorgens, humorens og  inder- og storladenhedens tegn. For med hans egne ord, var vi nu i selskab med ”en helt almindelig far, der er blevet helt almindeligt gammel.” Og det er det, Søren Huss er. Hans tekstunivers kredser om egne personlige livserfaringer, der især omhandler hans familieliv og det skæbnesvangre tab af hans store kærlighed og mor til sin datter.

 

Huss skaber en fantastisk ramme for aftenen, der indledes og afsluttes nøgent. Nemlig med Huss solo på henholdsvis klaver og akustisk guitar. I den cirka halvanden time indimellem gik størstedelen med en klassisk bandkonstellation dog fortrinligt akkompagneret af et stryger-kvartet, der tilfører en smuk dybde til Huss’ personlige og hjerteskærende numre.

Aftenen handler om sorg. Det er der ingen tvivl om. Men der er heller ingen tvivl om, at den handler ligeså meget om bearbejdelsen og det at se lyset på den anden side af den mørkeste mørke tunnel og nå dertil. Et nummer som ”Du Er” fra det første soloalbum ”Troen & Ingen” tager pusten fra mig, hver gang jeg hører det. Det er så ubeskriveligt inderligt, direkte og ægte, og viser sorgen i sit mest nøgne jeg.

Huss er skøn på en scene. Vi bliver vidt beriget med historier til nærmest hver eneste sang om tankerne bag, og det er stort for en mand, der har gået igennem, hvad Søren har, at stå ganske åben på en scene og dele ud af sine tanker og følelser. Men Søren Huss er taknemmelig. Gud, hvor er han taknemmelig. Og det er fantastisk at være en del af. Både taknemmelig for publikums tilstedeværelse men også for sin egen. For livet. På ”De sorte tal” fra ”Oppefra og Ned” omdanner han den fyldte sal til kor i sætningen ”…elsker jo at være her,” der gentages utallige gange i løbet af sangen. Det var nogle smukke minutter, som både publikum og Huss selv nød i fulde drag.

For at køre videre i tangenten om taknemmelighed, så får vi selvfølgelig også ”Et Hav Af Udstrakte Hænder”, der er en tak til alle omkring ham for hjælpen i de svære tider. ”Jeg Finder Vej” er en hyldest til dagligdagen, han lever med sin datter, og det at se hende vokse op som den største glæde i hans liv.

FOTO (inkl. øverst): Allan Høgholm (www.hoegholm.dk)

Lyden i Store Sal er fænomenal. Og Huss med band er fænomenale. Flere gange bliver vi forkælet med længere instrumentale passager, hvor især leadguitaristen excellerede med flere fremragende soli. Løbende blev vi introduceret til flere af sangene fra den kommende plade, der ofte bar præg af en simplificering af hans tekster til et mere dagligdagsniveau end tidligere. De sidste to numre på aftenen var først ”Guldbryllup”, der er en hyldest til hans forældre på deres guldbryllupsdag. En dejlig sang, hvori Huss takker sine forældre for deres kærlighed og bare væren.

Og vi ender som vi startede. Nøgent. Det kan godt være, at vi løbende tog klæder på i form af storladne soli, strygersessioner, jokes og røverhistorier, men slutteligt samles rammens fire hjørner igen ved udgangspunktet. Søren Huss badet i et spotlight, helt alene, nu blot med sin guitar. Og vi skal høre ”Opvasken”, ja vi skal. Halvanden times følelsesmæssig rutsjebanetur afsluttes med endnu en fællessang. ”Mer’, jeg vil ha’ mer’. Jeg vil ha’ meget meget mer’. Mer’, jeg kan bli’ mer’. Jeg kan bli’ meget meget mer’.” Og ja, vi kan sgu så.

Søren, din smukke smukke mand. Hvor skal vi danskere bare være taknemmelige for dig.

“Midtlivsvisen” kan streames nu på din foretrukne tjeneste:

 

About The Author

Related Posts

Leave a Reply

Your email address will not be published.